Kærlighedsmod: Sjette fortælling HANS ERIK

Motorkanoen glider nedstrøms gennem Rio Heath’s mudrede vand. På begge sider af floden danner træstammer, grene og blade en tæt, grøn mur. Over mig flyver et par lyserøde arapapegøjer. Hannen og hunnen er iklædt ens dragter. Deres blå vinger og lange røde halefjer står skarpt mod himlen. Som de andre store papegøjer i Amazonas er dette par lyserøde araer monogame og forbliver tro mod hinanden fra deres første elskovsmøde til døden dem skiller.

Jeg er på vej tilbage mod byen efter et ophold på en isoleret lodge ved en smal flod, der danner grænse mellem Bolivia og Peru. På mine vandringer og sejladser gennem junglen har jeg fotograferet papegøjer, aber og kaimaner. En nat lå jeg i skjul ved en skrænt for at skimte en tapir. En eftermiddag padlede jeg i kano på en hesteskoformet sø. Dette er et af de områder i Amazonas, hvor der stadig lever mvandrende indianere uden nogen form eller med kun meget lidt kontakt med vores moderne verden. Lederen af lodgen fortalte, at han for et par år siden mødte en gruppe indianere ved flodbredden kun et kvarters sejlads fra lodgen. De skyndte sig ind i junglen, da han nærmede sig.

Mens vi sejler ned ad den bugtede flod, tænker jeg på dengang, jeg gennem et par måneder boede i tre indianske landsbyer i Venezuelas del af Amazonas godt et par tusind kilometers flyvning over trætoppene mod nord. Jeg var rejst dertil for at skrive om yanomamiindianerne til en bog om indfødte folk. Yanomamierne lever stadig med deres ældgamle traditioner i behold. Raúl, min vært i den ene landsby, var gruppens tidligere leder, og havde kun syv år forinden første gang mødt hvide mennesker. Raúls rigtige yanomaminavn måtte jeg ikke få at vide, da det ville give mig adgang til hans sjæl. Han havde ført sin gruppe ud af skovens dyb for at knytte kontakt civilisationen og dermed få adgang til moderne hjælpemidler som metaløkser, gryder og fiskeliner. Maden vi spiste, var bananer og maniok, som han dyrkede med sin kone i junglen, og dyr som han nedlagde med bue og pil.

Yanomamierne praktiserer polyamori, og mens jeg boede hos Raúl fik landsbyens høvding, vores nabo, sin kone nummer to. En måned tidligere havde jeg mødt hende på en rejse, som jeg foretog langt op ad en biflod til en biflod til Orinocofloden. Her opholdt jeg mig nogle dage i en nyopført landsby med fire storfamilier, der stadig levede som jæger-samlere, og som Raúls landsby lå i konflikt med. Konflikter mellem yanomamilandsbyer kan løbe over mange år, og indbefatter drab, kvinderov og hævn. Kvinden boede med sin familie i den hytte, hvor jeg fik anvist plads til min hængekøje. Om natten sov hun med sin seks-syv måneder gamle datter på maven i sin egen hængekøje af siv. Da jeg måneden efter boede hos Raúl, var en gruppe unge mænd væk en uges tid. En aften vendte de sejrrige hjem med fire kvinder. Jeg genkendte den ene som kvinden med det lille barn. Da hun vandrede forbi vores hytte, så hun mig i øjnene med et trist, sørgmodigt smil. Hun var kommet til vores landsby uden sit barn, og sandsynligvis havde de unge mænd dræbt hendes mand.

Under mit ophold på lodgen har Birgitte været meget langt væk i både tanker og kilometer, men i det øjeblik motorkanoen rammer bredden ved byen Puerto Maldonado, er hun med ét meget til stede i min bevidsthed. Især fylder hendes forhold til Isak. Solen varmer min hud, og jalousien blusser i mit hoved og i min krop. Den er som en feber, der suger kraften ud af mig. Min krop er i Amazonas, men mine tanker er i Danmark.

Lige nu er Birgitte på weekend med Isak. De bor i hans vens sommerhus, og i dag skal de først på Louisiana og bagefter tage kunstneriske fotos af hinanden på en strand. Jeg tager en selfie på byens centrale plads. Birgitte har skrevet og givet mig deres program for weekenden, så alt er åbent og transparent. Tak Birgitte, men viden beroliger mig ikke. Jeg behøver hverken fantasier eller skrækscenarier. Den skinbarlige sandhed er rigelig slem. Jeg føler mig forladt. Som en skibbruden på en øde ø, mens min kone på en varm atol er til fest hos Sydhavets konge.

At jeg sidste år selv foreslog, at vi skulle åbne vores forhold, og at jeg selv valgte at blive i Peru, da hun rejste hjem, betyder intet. Jeg går alene om i gaderne i Puerto Maldonado. Drikker en kold øl på én fortovscafé og lidt efter endnu en øl på en bar med udsigt over floden, men de kolde øl slukker ikke min brændende jalousi. Jeg vil jeg hjem. Hjem og erobre Birgitte tilbage. I dag skal jeg ligge alene i en seng på et lummervarmt eneværelse, mens min kone ligger i en anden mands favn langt herfra. Jeg mærker vrede og kampgejst. Isak er en yanomami, der har været på rov