Syvende fortælling

 

Så stod jeg der – præcis 19 år efter mit første besøg hos en psykoterapeut – og var desperat for at kunne klare at dele min mand gennem 20 år med andre kvinder. Både på det kropslige og følelsesmæssige plan. Jeg ville det … det føltes så rigtig i hovedet og hjertet, men kroppen reagerede meget angstfuldt. Og min mand kunne dele mig, han var så rummelig og medglædende langt hen ad vejen. Jeg var også flov, flov over min manglende modenhed, som jeg dømte det, følte jeg var så egoistisk – at jeg bare ville nyde, men ikke yde. Jeg følte at der var et jalousivæsen inde i mig, der styrede mig med hård uretfærdig ubarmhjertig hånd. Hvorfor kunne jeg ikke? Hvad var det for en angstuhyre, der næsten lammede min vejrtrækning og min krop, når vi snakkede om det og når han gjorde spæde forsøg til tantraaftener og dansede tæt til fester?? Hvorfor reagerede jeg SÅ voldsomt og han havde det meget lettere? Nysgerrigheden for at finde ud af hvad der gemte sig i mine celler, i min historie, i min psyke af manglende tillid til at jeg kunne dele, var påtrængende. Terapien havde løst og forløst så mange andre issues gennem årene, så jeg var stædig og vidste at det kunne lykkes. Jeg vidste der var den smukkeste gave at hente, når jeg var kommet igennem, selvom det føltes som en umulige gave at få åbnet .

Vi snakkede en del om vores mødres meget forskellige måder at være i verden på. Min mands mor var på én måde meget accepterende og omsluttende, familien var alt for hende, og børnene kom før hende, hvad der gav en enorm tryghed – men samtidig var hun altid angst for det derude, fremmede, det anderledes. Min mor var mere orienteret ud af, ikke så bange for at tage kontakt og lærte mig mange sociale færdigheder, men jeg kunne ikke regne med hende på det følelsesmæssige område bla. om natten. Hun havde nok i at klare sig selv og min søster og bror. Jeg oplevede at jeg skulle GØRE noget for at opnå hendes kærlighed. Jeg var ikke bare elsket som den jeg var. Min man vidst at hans mor altid var der, men lærte ikke at give udtryk for sine følelser og tage kontakt udad.

Jeg vidste også at jeg skulle gribe det meget intensivt og massivt an, for at komme ned i dybet langt tilbage til min tidligste barndom, hvor angsten gemte sig.

Kan huske jeg prøvede at beskrive det for andre, som at jeg ville se den farligste tiger i øjnene  – at jeg var parat til at stå over for det der føltes som ”døden” – og samtidig have tilliden til, at tigerne blev til en tamkat. Men jeg vidste at jeg ikke kunne  komme igennem det alene – en anden sjæl måtte følge mig på den rejse. Solveig, som jeg stadig havde den største og dybeste kontakt til, kunne ikke tage mig ind så intensivt, som jeg ønskede – jeg ville komme cirka seks gange to timer på en måned. Nu skulle det være! Ellers måtte hele vores eksperiment slutte. Og det ville jeg ikke – der var ved at åbne sig en ny måde at være i verden på, en ny måde at relatere til alle andre mennesker på, som jeg på ingen måde og Hans Erik heller ikke ønskede skulle slutte. Der føltes som, der  INGEN vej var tilbage. Solveig havde en kollega, Kirsten, som Hans Erik også var uddannet hos, og som jeg havde mødt nogle gange og tænkte at hende ville jeg have den fornødne tillid til og resonans med.

Så i den mørkeste vintermåned troppede jeg både bange og fortrøstningsfuld op i Svendborg, efter to lange timer med det offentlige, lagde mig på Kirstens store bløde briks i terapirummet og sagde med en fast stemme: ”Nu skal jeg igennem det, jeg ved det bliver f…… hårdt, men jeg har troen på, at jeg kan med din støtte”. Den decembermåned græd, rystede, hulkede, snøftede, hylede, kæmpede og talte jeg mig forløsende igennem den dybeste angst for at miste – for at miste ”mor”. Ofte havde jeg måtte jeg lægge låg på dødsangsten for at blive forladt – specielt om natten, hvor jeg altid skulle klare mørkeangsten alene. Så jeg måtte tage ansvaret selv, pakke angsten ned allerinderst inde og lukke af for de følelser – og om dagen blive en lille stærk pige, der nok skulle klare det selv. Det var en overlevelsesstrategi dengang, at jeg selv tog kontrol ved fx at forsøge at holde mig vågen om natten, så uhyrerne ikke tog mig. Jeg gjorde mig til en drengepige, der mest var sammen med min lillebror i stedet for storesøster, for så fik jeg mere tid og opmærksomhed af min kærlige, rummelig, nærværende far med mere følelsesmæssige overskud.

Min mand havde både været min ligeværdige voksne partner, men samtidig også min tryghedsfavn, hvor lillepigen ind i mellem kunne græde ud og føle sig rummet i sin ulykkelighed over at mærke smerten af forladthed, smerten over ikke at turde tro på at hun var båret og måtte være i verden, lige som hun var, UDEN at skulle præstere. Det eneste jeg ikke måtte var at blive vred og være udadreagerende – det kunne han ikke klare.

Det er det alle børn er født til at skulle opleve med deres omsorgspersoner, men virkeligheden har været noget anderledes for hovedparten af os. Og derfor er det så svært for de fleste af os, at dele vores kærlighedspartner, fordi de på områder repræsenterer vores forældre.  Fordi hvis vi, i vores første kærlighedsrelation, som for både piger og drenge er til vores mor, ikke er blevet ubetinget rummet og accepteret. Så er det svært at stå i vores egen kærlighed og styrke uanset, hvordan vores partner opfører sig.

Det er en illusion som voksen – og usundt – at tro og klamre sig til, at et andet menneske skal agere ens mor eller far. Hvis vi tør erkende, at vi kommer til verden alene og vi skal herfra alene og eksistentielt ER alene. Indse at vi kan stå selv, fordi vi er elskelige og gode nok som vi er – så kan vi indgå i de sundeste relationer og dele uden at blive bange, for vi ved, at der er altid nok til os. Kærligheden er uendelig, hvis vi lukker op for den. Det er når vi oplever som børn, at der ikke er nok, at vi lukker i og passer på os selv på den måde.  eller vi skyder ud og gør andre forkerte, fordi vi ikke kan bære følelsen af forladthed inde i os af svigt. DET var det bedste, vi kunne gøre som børn for at overleve savnet, men SÅ uhensigtsmæssigt, når vi forsøger at være i verden på den måde som voksen. Overlevelsesstrategien i mit lille barn, blev aktiveret når jeg bevidst eller ubevidst blev presset følelsesmæssig ud i lignende angstsituationer.

Så jeg gik ind i den mørkeste angst for at stå alene i verden og ”dø”, som for mig var lige med at min mand forlod mig. Kirsten var ved mig totalt nærværende, jeg mærkede jeg kunne stole på hende, og hun fortalte insisterende med sin blide kærlige stemme, at jeg var god nok, at jeg var hel og fin og elsket ….at jeg gerne måtte slippe og at hun var der, og hun nok skulle passe på mig, holde mig, bære mig, som det lille bange ulykkelige barn jeg var i disse timer. Mine celler oplevede hvad det vil sige at have en god ”mor”, så jeg kunne slippe min angst. Gang på gang, når rystelserne og gråden ebbede ud, kunne jeg tørre mine øjne og mærke, at jeg stadig levede og var en voksen kvinde. Vi talte helt konkret også igennem, hvad jeg ville gøre hvis jeg blev alene. Og at uanset om vi levede i et åbent forhold eller ej, kunne han jo finde en anden. Jeg måtte have en tro på, at gik han, var det meningen, så var det fordi vi ikke havde mere at skulle give hinanden. At jeg aldrig behøvedes at være alene, for min bedste ven var min egen indre gode mor – hun var altid hos mig -hende ville jeg altid kunne stole på. Hun ville altid kunne tage min lille bange pige i hånden, omfavne hende og trøste hende til ro.

Mange har troet at min mand og jeg ville glide fra hinanden ved at dele hinanden, men tværtimod! Det har knyttet bånd af ufattelig dimension at gå igennem alle disse følelseslag og healingsprocesser sammen. Og netop, netop ved at vi begge elskede den anden så meget, at vi ikke ville begrænse og bla. give muligheden for at opleve andre partnere, følte vi begge en kæmpe taknemmelighed for den anden, som gjorde at vi følte os endnu mere forbundne.  I flere etaper har jeg fattet mere og mere essensen af ordsproget: ”Slip fuglen fri, luk aldrig det smukkeste du har i bur, kommer den tilbage, er det fordi den virkelig vil være hos dig – flyver den videre ud i verden, er det fordi det er det bedste for den og i sidste ende for dig selv også”

Et par gange den vinter tog vi også en procestur sammen omkring min angst og jalousi. Havde vi en rolig weekend, hvor vores store børn var hos kærester og kammerater, låste vi dørene, slukkede telefonerne, havde nok mad, drikkelse og lommetørklæder klar og opvarmet soveværelset godt. Og så sagde jeg ”Sig det nu- sig du har fundet en ung, smuk, dyb, vidunderlig kvinde og at du går fra mig”. Det holdt hårdt for den søde mand at sige det, men han gjorde det – og min reaktion var som at trykke på en udløserknap… jeg blev så ulykkelig, desperat, beskyldte ham for at være egoist osv osv, bankede på hans brede brystkasse med kraftløse arme – alt var et angstinferno – og han stod der bare, holdt mig så godt han kunne, lod mig hyle og græde – og hver gang klingede det stille af og jeg lå udmattet i armene på ham – og han var der stadig – jeg var ikke blevet ”forladt”. Jeg gik ligesom ind i en trance, hvor jeg både frøs som is og der var eet kaos inde i mig.
Efter sådanne ture, lå vi længe i ske under dynen, blundede ofte – min taknemmelighed og kærlighed for min livspartner var af enorme dimensioner. Lørdag aften endte da også ofte i blid skøn elskov.

Disse weekendseancer sammen med terapien hos Kirsten gjorde, at jeg i løbet af juleferien mærkede, at jeg snart var klar til min generalprøve.

Vores fælles søde danseveninde Marianne, der p.t. var single, kom og var med til at pynte op i møllen til vores store brag af en nytårsfest med 40 indbudte gode venner. Vi hyggede os sammen og jeg følte en god forbindelse med hende. Hans Erik og hun har altid følt sympati for hinanden, og i løbet af aftenen dansede de tæt. Kunne mære det var helt ok, jeg nød selv kontakt og dansede med mange af vores gode venner. Langt over midnat efter den skønneste nytårsaften, kyssede jeg Hans Erik godnat – han ville blive ved lidt endnu.  Og sjovt, det ville aldrig falde mig ind, at spørge om han ikke skulle med i seng. Vi har altid opfattet hinanden meget som to individer, med hver vores behov og ønsker – han ville trække sig fra festen, når han mærkede hans behov. Vi har lært efterhånden i vores samliv at kommunikere, så vi vidste nogenlunde hvor vi havde hinanden.

Jeg kunne ikke sove, men lå og hyggede mig med al den kærlige stemning i huset – ja i alle vores tre huse. Det var fantastisk at vi kunne have så mange overnattende, så folk bare kunne slappe af og give los – og finde sin dyne når behovet opstod. Da jeg var yngre hadede jeg at vågne op om morgenen med tømmermænd og skulle se de andre i øjnene – og måske ikke være helt stolt af alt hvad jeg havde lavet under alkoholens påvirkning eller bare kedelig snak uden bid i. Men efter vi havde åbnet op for denne anden måde at være i verden på, var der på én gang både kommet en lethed indover morgenerne og en dybde, da det var tilladt at connecte dybere og røre mere.
Så kom han ind – jeg spurgte om han havde hygget sig med Marianne og ja, de havde kysset og danset intenst. Og nu var hun også på vej i seng ovenpå i vores gæsteværelse. ”Gå op og put hende godnat, men kun kys, kæl og kram” ”Mener du virkelig det?” ”Ja, jeg er ikke i tvivl, jeg kan godt li` Marianne, føler mig tryg ved hende og under jer den kontakt”. Han var væk i cirka ti minutter tror jeg – lå faktisk og nød lidt spændingen, så bankede det forsigtigt på døren, Marianne stak hovedet ind og spurgte om hun måtte komme ind. ”Ja da”, ”Mener du virkelig at det er ok at HE ligger lidt oppe ved mig?” ”Ja, bare I ikke har sex her i nat – det må komme senere ”. ”TAK, du skønne kvinde” Og så listede hun glad ovenpå igen. Jeg formåede at blunde lidt hen og en stund senere efter kravlede han under dynen, lettet over at jeg havde klaret det og at jeg faktisk virkede til at være ret ok. Jeg var stolt, jeg var en lykkelig kvinde, endelig kunne jeg begynde at give ham lidt af den frihed, jeg selv havde haft i snart et halvt år. Næste morgen hjalp mange gæster med at rydde op og jeg kunne klare at se Marianne i øjnene. Men det gøs da lidt da de varmt krammede farvel. Men det var også smukt.

Da vi havde sovet ud næste dag, mærkede jeg at nu var jeg klar til svendindeprøven. Hans Erik ville rigtig gerne se Marianne igen og være alene med hende en aften. De aftalte han besøgte hende en hverdagsaften – jeg ville tage til De fem rytmer og danse sammen med mange af mine nære venner, som jeg følte en stor tryghed og nærhed med. Var jeg i kroppen kunne det ikke gå helt galt, mente jeg.

I løbet af aftenen forsøgte jeg at lade musikken gennemstrømme min krop, forsvinde ind i de inciterende rytmer, pulsen og energien fra de andre. Det lykkedes ind i mellem, men langsomt kom en smerten snigende i maven, der tog mere og mere til. Tvang mig selv til ikke at kigge på telefonen. Min gode veninde Anna, vidste hvad jeg gennemlevede denne aften og gav mig opmuntrende kram og kærlige blikke. De andre fornemmede også at Birgitte ikke var nærværende og åben, som hun plejede at være, men netop dette dansekoncept gav plads til, at vi alle kunne være følelsesmæssig lige netop, der hvor vi var – og blot skulle være med det der var i os. At alt var accepteret og at vi rummede hinanden uden ord. Jeg rejste mest med mig selv denne aften gennem sorg, over dyb smerte, forladthed, gennem stolthed og medglæde til tristhed og ikke følen-mig-god-nok. En mærkelig dobbeltfølelse fyldte mig – både skækscenarier over hvad de havde sammen, men samtidig en excitement og pirrende følelse af, at ham jeg kendte ud og ind, ja mærket på hans underbukser, var ved at indtage en anden kvinde – det gjorde ham meget spændende og attraktiv– og ikke én jeg bare kunne tage som en selvfølgelighed. Efter tre intensiv samvær med musikken og de andre femten levende kroppe, krammede jeg fraværende farvel.  Da jeg kørte hjem, mærkede jeg lettelsen over at jeg viste han også var på vej hjem – nu var de ikke sammen mere.

Bilen holdt allerede i gårdspladsen, så jeg straks da jeg kørte ind i indkørslen. Der skyllede både skuffelse og lettelse igennem mig – var det mon slet ikke gået godt? Smed støvlerne febrilsk fra mig og lod jakken dumpe på gulvet. Han sad i sengen, så rolig og glad ud og var meget opmærksom på mig. Jeg kravlede i min varmeste pyjamas og ind under en dyne for mig selv, som jeg puttede stramt omkring mig. Kiggede forskræmt på ham og med en spag stemme spurgte jeg ”Hvordan gik det?” ”Vil du ha resume eller et referat?” responderede han omsorgsfuldt. ”Resume er vist nok i første omgang”. Han fortalte i store træk om aftenens forløb med middag, hygge i sofaen, lidt mere hygge i sengen, ærlig god snak, men også hans egen nervøsitet over, om han slog til som mand, da vi jo begge ikke havde den store seksuelle erfaring fra de sidste 21 år – ud over med hinanden. Marianne havde været meget forstående og respektfuld omkring det svære for mig i det. Og han skulle hilse mange gange.

Egentlig var det ok i mit hoved og mit hjerte, kunne mærke hans glæde over oplevelsen og hans dybe taknemmelig og varme overfor mig. Men min krop begyndte at gå i voldsomme krampetrækninger, jeg rystede og begyndte at hyperventilere. Han holdt roligt omkring mig,” jeg er her, jeg er her, jeg går ikke fra dig”. Jeg faldt lidt ned, noget af angsten aftog. Pludselig kunne jeg mærke jeg skulle gå for mig selv og gik resolut op i mit eget pigekammer. Jeg skulle, kunne og ville klare dette alene, det var tiden at jeg stod alene og forblev i min voksne Birgitte. Jeg lå lige så stille og rokkede frem og tilbage, mens jeg holdt om mig selv, sagde til mig selv at alt er ok, jeg er en fin, smuk og dejlig kvinde, tror endda jeg kan huske jeg smilede  – og på den mest forunderlig vis faldt jeg udmattet og lettet i en drømmeløs søvn.

Jeg havde bestået prøven.

 

 

 

 

Posted Under