Polaritet mærker du den mellem dig og din partner?

Nej, netop – hvilken én? Mellem hvad? Min kone og jeg? I mit sexliv? Hvad snakker du om?

Jeg snakker om den fantastiske polaritet, der kan være mellem det maskuline og det feminine – der hvor en mand er en MAND og en kvinde er en KVINDE. Der hvor vi kan mærke, at vi er to unikke køn, der komplementerer hinanden totalt smukt, hvis vi VIL!

Jeg voksede op i 60erne og 70erne og var ung i 80erne. Min mor og mine unge stærke kvinelige idrætstrænere støttede os entusiastisk i at blive selvstændige piger, der fik uddannelse og kunne klare os selv – det var jo fantastisk at piger for første gang fik de samme muligheder som drengene . Men det var på ALLE fronter vi blev opfordret til at være stærke og nærmest glemme vores biologi.  Min rare far bakkede det selvfølgelig op, men jeg kan se nu at han også bare accepterede og til dels resignerede mht det kønsløse familieliv. Og mine søde mandlige lærere i hønsestrik støttede os optimalt. Drengene og de unge mænd lærte, at nu skulle der en blød forstående mand til på ALLE fronter … Jeg havde endda en riiiigtig sød kæreste, som strikkede en sweater til mig – dog i striber. Og det er her det gik galt:

At vi troede vi skulle være lige på alle felter af livet – gå i samme slags kanvasbukser, grydefrisure og træskostøvler. Have de samme rigtige meninger om politik og kønsroller. Og at drengene IKKE måtte tage for meget initiativ i forhold til os piger, så var de sexfikseret og kønsdiskriminerende. Vi blev udlært i at være hønner.

Glemmer ikke hvor travlt jeg havde – da jeg mødte min mand i starten af 90erne – med at han partout skulle lære at bage grønsagstærte og lave hyldeblomstsaft, og da vi fik vores første barn skulle han skifte ble lige så mange gange som jeg. Jeg ville have styr på alt i vores private regnskab og lære at skifte olie på bilen og…… Jeg havde så forbandet travlt med at vi skulle være lige, for ellers kunne man da ikke få et godt parforhold, troede jeg…..

Vores bedsteforældres roller og udpræget rigid polaritet, gav kæmpe ubalance i ligeværdigheden og næppe masser af skøn erotik. Det var stivnede kønsroller, hvor kvinden var utrolig begrænset i sine muligheder, men manden også var tynget af megen ansvar.  Med vores forældres generation begyndte rollerne at løsnes lidt, de havde travlt med at bygge velfærdssamfundet op, hvor de nye kønsroller begyndte at gøre sig gældende og ligestilling på alle områder efterhånden prægede stor dele af  samfunds- og familielivet.

Og så er vi her i dag- mænd og kvinder godt halvvejs i livet, rig på uddannelse, ting, venner, forbindelser og børn, men mange af os fattige på fordybende kærlighed og saftig sex…

Er der da et 3. niveau at leve balanceret, energifyldt OG sensuelt på – vel at mærke uden at sætte ligeværdigheden overstyr mellem kønnene i arbejdslivet og det politiske liv. Men i kærlighedslivet, i hjemmelivet, i fritidslivet – der vil vi gerne mærke en forskel . Jeg tror kodeordet er polaritet.

Lad os nyde at vi er forskellige i vores essens – undersøgelser viser at ca. 80% af os har en kønsessens, der hører til vores fysiske køn. Derfor kan vi godt have en biside i vores seksuelle liv, men i vores væren i verden dybt inde, ønsker mænd at være i den maskuline energi og vi kvinder at være i vores feminine energi.

Når jeg holder foredrag og spørge vidt forskellige kvinder, om de er glade for den gode mulighed de har for at arbejde meget, præstere, få børnene passet fulltime, gøre karriere og udrette noget synligt her i verden… kigger mange på mig med udbrændte øjne og udtrykker at de er trætte, trætte af at være så stærke, seje og effektive. At de fleste trænger til at gøre mindre og være mere – mærke at de er human beings i stedet for human doings. Vi fortæller – lidt flovt – hviskende til hinanden, at vi godt kunne drømme om et par år på nedsat tid eller orlov, hvor manden forsørgede os og børnene – og så have tid til dem, til at forkæle sig selv og ham, hygge om familien og gøre hjemmet til den kærlige hule, vi altid har drømt om. Og ikke den kommandocentral  – som nogle mænd ynder at kalde deres kone – når de har kastet håndklædet i ringen og mistet potensen.

Og vi er alle klar over at det ikke hjælper at skyde skylden på samfundet eller mændene – der er kun én vej: at ændre det selv! Og fortælle mændene hudløst ærligt hvordan vi har det, at vi slet ikke ønsker at klare AL ting selv eller at bestemme så meget  – og at han gerne må tage styreingen meget oftere, så vi kan slippe kontrollen. Vi har brug for jer! At vi kan gå vejen sammen i al vores forskellighed til begges store og dybe glæde.

Så nu nyder jeg at lave grøntsagstærten hver gang, hyldeblomstsaften køber jeg, skjorten stryger jeg gerne når han tager en ekstra kunde, forældremøderne husker jeg på – og jeg ved, at jeg aldrig skal bekymre mig om der er skiftet olie på bilerne, om græsset er slået eller om forsikringen dækker ruden sønnike smadrede hos naboen. Privatregnskabet ser vi på sammen, opvasken hænder at vi tager sammen, jeg bliver masseret mest  – og vores erotiske liv har aldrig været bedre …

Birgitte Gyd, 6. april 2018