Spørgsmål

Jeg lever på 15. år med min mand, vi har to børn på 12 og 16, ok job og en god vennekreds. Men jeg synes der mangler noget i mit liv, det er den samme trummerum. Vi har god sex, når vi endelig får os taget sammen, men det er blevet så svært at prioritere det. Vi har snakket lidt om swingerklubber, men samtidig kan jeg ikke forestille mig at have sex med tilfældige mænd, jeg ikke føler noget for. Vi er gået i stå. Min mand er rimelig åben, men tager ikke initiativ til at der sker noget. Hvad tænker du kunne være godt for os at gøre?     Malene, 48 år

Kære Malene
Tak for dit meget relevante spørgsmål. Dejligt at mærke din lyst til at ville gøre noget ved dit kærlighedsliv, at du ikke bare vil nøjes. Jeg tænker at det allervigtigste er at du og din mand prioriterer en aften, gerne en hel weekenddag, hvor I ikke bliver forstyrret. Overskriften for jeres samvær skal være: Drømme, længsler og visioner – ikke bare for dit og jeres kærlighedsliv, men for hele dit og jeres liv. I skal love hinanden at ALT må siges i dette rum, intet må mødes med skyld eller skam – ALT må udtrykkes. Måske skal I sætte noget god musik på og nyde et enkelt glas vin samtidig .Og så giv den gas. Først 2 min til hver (brug æggeur, så det ikke er den der altid plejer at sige mest der får al taletid). Så stilhed i et par minutter. Så 3 min til hver, stilhed, så 4 min til hver, så stilhed. Den der taler skal prøve at slippe al kontrol og virkelig mærke ind i kroppen og hjertet og gi los. Den der lytter skal blot vær åben og vise at du lytter nærværende. Prøv at vær neutral i din lytten.
Herefter sidder I i stilhed og skriver ned hver især. Først det der umiddelbart er let for dig at gå med på af parterens ønsker. Dernæst det der måske er lidt svært, men som du godt kan være åben for på sigt, og til sidst det der virker som no go. Så starter dialogen, hvor I på skift fremlægger de lette ønsker fra din partner og hvad det gør ved dig at høre dem. Derefter snakker I igennem hvordan I kunne få dem realiseret, hver især og sammen. Eller måske har det i første omgang været så forløsende bare at måtte sige det højt, at der ikke behøves handling på.
I vil opleve at når I begynder at åbne op for den totale ærlighed mellem jer, sker der magiske ting. Du føler måske ikke du har løjet for din partner, men du har heller ikke ville underholde med dine længsler, fordi du måske troede at du sårede den anden. Og nu viser det sig at I måske har samme drømme eller at det  slet ikke er svært at opfylde den andens længsel eller at du faktisk sagtens kan lade din partner gøre noget, du alligevel slet ikke selv har lyst til.
Rigtig god fornøjelse. Kærligst Birgitte.